BUNDESEN SKABTE MED SHU-BI-DUA EN RØD TRÅD I DANSKHEDEN
Af Morten Thomsen Højsgaard
Læsetid: 3 min.
FOLKESJÆL. Som få andre havde Michael Bundsen evnen til sammen med bandet Shu-bi-dua at afspejle og beskrive det liv, som rigtig mange helt almindelige mennesker i Danmark oplevede fra 1973 til 2011. Museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard skriver om den betydning og de budskaber, Shu-bi-dua har haft.
Michael Bundesen døde søndag den 8. november. Foto: Carl Redhead /Ritzau Scanpix
Da livets skjorte blev for kort for Michael Bundesen i søndags, var det et stykke af den danske folkesjæl, der sagde farvel.
For som forsanger i bandet Shu-bi-dua forstod Bundesen med sin markante stemme og lune ordspil som få andre at fange den røde tråd i danskheden.
“Storken er en dejlig flyver, koen har et dejligt yver, Danmark er et yndigt land”, sang Bundesen, og tusinder og atter tusinder af danskere skrålede med både til koncerter og hjemme i stuerne.
“Hvad sku’ vi med en præsident, sådan en folkepolitibetjent”, spurgte bandet i en anden sang, der hyldede dronningen, “Daisy”. Som Bundesen fik sunget det: Selv når hun slog, så var hun god, for man blev ridder af Dannebrog, det højeste, man kunne nå”.
Shu-bi-dua for de mange
For Shu-bi-dua var det dog kun dronningen, der kunne stå så uantastet og entydigt på toppen. De fleste andre i samfundet fik Bundesen og Shu-bi-dua helt ned på jorden, dog gerne med et jovialt og solidarisk glimt i øjet.
“Vi var en kæmpe børneflok, og der var aldrig penge nok”, lyder beskrivelsen i sangen om jagten på tilværelsens røde tråd, hvor den unge hovedperson står i kø på livets landevej, “mens andre overhalede mig”.
Da familien kommer til kaffe i en anden sang, er det absolut ikke for hyggens skyld, men en årsag til, at det lille hjem går fallit. For de andre i familien “nægtede at daffe, så længe der var flæskesvær og sprit”.
Shu-bi-dua kendte sit publikum og vidste, at livet ikke var let for de fleste. Bundesen henvendte sig til bredden, ikke til eliten. Han og bandet skabte sammenhæng for og mening i den almindelige danskers til tider ret så jævne liv.
Af samme grund lyder det i sangen om personen, der faktisk når sin symbolske alpetop: “Nu har jeg nået toppen, mor. Brrr, hvor er her skidekoldt… Hvad fa’en sku’ jeg egentlig her?”
Budskabet er klart: Det er bedre at være som alle os andre, lad dig ikke narre af de store, det skal nok gå alt sammen.
Bundesens hyldest til hverdagen
“Du ka’ få kvinder og kager og jordbær for sjov. Men der er intet så skønt som en vuffeli-vov”, lyder omkvædet i en af Shu-bi-duas helt store ørehængere. Og det er igen den helt almindelige hverdag – hvor glæden ved at have en godmodig hund kan overtrumfe alt andet – der hyldes.
En helteskikkelse for Shu-bi-dua er Askepot, der kan have en tåre i smilehullet, som ingen andre ser. En anden helt er den gængse Knud, som ser sådan helt almindelig ud.
Reklamebranchen og dyre mærkevarer derimod får flere hak i tuden, når bandet for eksempel gør grin med slogans fra Colgate eller modediller som LaCoste.
Shu-bi-dua serverer ikke foie gras, men flæskesvær og sprit. Shu-bi-dua kører ikke Porsche eller Ferrari. Nej, her handler det om en Folkevogn, som er god, når vi alle skal en tur i skoven.
Kærlighed fra en anden tid
Der er også plads til sex i en Folkevogn, som Bundesen gerne synger. Og her nærmer vi os et emne, hvor Shu-bi-dua for det meste var børn af deres tid og ikke nødvendigvis på forkant.
Bundesen og Shu-bi-dua taler til og om kvinder med mandens og ofte også begærets øjne. Der er “tingeling og nam, nam”, og der er “store vandmeloner og tissekoner” i det univers.
“Kære Lone, jeg elsker din krop, fra den lægger sig på sengen og lige til den står op”, hedder en formulering, som i sangen kommer fra en “farmand”.
I sangen om “Danske Sild” skal kvinderne helst være udstyret med balder og hår og bare være stille, mens “vi” – det vil sige mændene – falder for deres intelligens.
Det var før MeToo.
Det var sangen “Sexchikane” fra 1992 bestemt også. Her vender bandet kønsrollerne om, så det er manden, der udsættes for chikane fra forskellige kvindelige chefer. Det blev opfattet som morsomt og afvæbnende dengang af flertallet, men ville næppe fungere i dag.
Sankt Hans og andre spejlbilleder
Hvad der til gengæld fungerer er Shu-bi-duas melodi til “Midsommervisen”, som fortsat synges år efter år til Sankt Hans. “Vi elsker vort land, men ved midsommer mest” gik i kraft af Shu-bi-duas fængende melodi og Bundesens omfavnende fremførelse fra noget elitært til noget folkeligt.
Samme bevægelse laver Shu-bi-dua, når det gælder julen. Her er ingen kryptisk teologi eller svære ord fra pietismens dage. Bundesens julemand er human, ikke en hård banan. Jesus bliver født på 2. sal i Magasin du Nord og griner, når du trykker på en fodpedal. Her kan hr. og fru Danmark være med, når Guds engle små, klæder sig festligt på. Det er sådan, de fleste møder julen alligevel som pynt og knas og effekter.
Shu-bi-dua har en særlig evne til at fange og ophøje det, som møder de fleste. Som sådan var de på én gang spejlbilleder og medskabere af danskheden i deres aktive år som band fra 1973 til 2011.
Stemmen er borte, men sangene lever
Alt med måde er en yndet dansk talemåde, og helt i tråd hermed går Bundesen med band aldrig helt til yderligheder. Familien, der var ved at gå fallit, klarer det alligevel til sidst. Og “farmand”, der elsker Lones krop, viser sig at elske hende også på trods af alle de skævheder, som livet har ført med sig.
Der er håb, vi holder sammen og holder modet oppe. For selv når vi dør, ja, så må vi for fa’n da bli’ til noed!
Over seks millioner albums nåede Shu-bi-dua at sælge, i de knap fire årtier bandet eksisterede, de fleste af årene med Michael Bundesen som den markante og selvfølgelige forsanger.
Bandet skrev således ikke bare om livets røde tråd. I kraft af deres brede emnevalg og store musikalske udbredelse blev de også selv en rød tråd i selvforståelsen, i mentaliteten, hos mere end en generation fra 1970’erne og frem.
Med Michael Bundesens død er denne levende stemme endegyldigt borte, men sangene, teksterne og erindringen lever videre som en del af den nyere danske kulturarv og sangskat.
“Der er ting i livet, man husker til man dør”, som Shu-bi-dua selv sang. Og dengang mente de selv, at det, man huskede, nok var den første mand på månen, Otto Leisners gode humør og den første forelskelses nat.
I dag vil flere, der oplevede storhedstiden for shubberne, nok tilføje et par ting til listen: Michael Bundesen charmerende stemme og Shu-bi-duas populære tekster, som nu i den grad er blevet til noget!
Morten Thomsen Højsgaard
Morten Thomsen Højsgaard er direktør for musemsorganisationen ROMU, der omfatter RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur. Har tidligere som redaktionschef i DR været programansvarlig for tv-dokumentaren “Fluerne i kødbyen” om Shu-bi-dua.
VIND PRÆMIER OG MODTAG SAMTIDIG ARTIKLER SOM DENNE DIREKTE I DIN INDBAKKE.
TILMELD DIG RAGNAROCK’S NYHEDSBREV
FLERE NYHEDER OG ARTIKLER
GASOLIN’ GÅR STADIG RENT IND – KUN ÉN MÅNED TILBAGE PÅ RAGNAROCK
RAGNAROCKs særudstilling ”Så kom med mig – Gasolin’ 1969-78” har i mere end et år sendt de besøgende dybt ind i Gasolin’s univers – og for mange af dem mindst lige så dybt ind i deres egen ungdomstid. Nu er det ved at være sidste chance for at (gen)opleve Gasolin’s verden i udstillingen på Rabalderstræde. Sidste åbningsdag er søndag den 6. december.
DOLK, LEGENDARISK RÆVEBONG OG ÅNDEN FRA ’92 SKAL FORTÆLLE OM PUBLIKUMS FESTIVAL
Der bliver minder nok at svælge i, når museet RAGNAROCK næste år åbner en særudstilling om Roskilde Festival. En indsamling blandt 50 års festivalgængere har nemlig resulteret i en lang række genstande, der skal være med til at fortælle om publikum til den legendariske festival.
PSYKEDELISKE DRØMME
LSD var ikke det eneste, der satte kulør på syrerockkoncerter i 1960’erne. Scenen blev oplyst af vilde mønstre og farver, der dannede den perfekte ramme til et musikalsk trip. Med gør det selv ånden intakt kom lysmanden med på plakaten, nærmest som et ekstra medlem af bandet.
ET BAND ER FØDT: STARTEN PÅ GASOLIN’
I 1969 fandt fire unge slumstormere sammen og skabte et band: Gasolin’. Med tiden erobrede de mange danskeres hjerter. En god portion held, en filminstruktør, en plademand og masser af hårdt arbejde hjalp dem godt på vej. Det gav pote, selvom starten var hård.
EY DANMARK, HVAD SKER DER FOR DIG?
Musik er et stærkt politisk våben. Unge har siden 1960erne brugt musikken til at udfordre status quo, kræve forandring og sætte spørgsmålstegn ved de etablerede normer. Nedenunder ses Natasja Saads håndskrevne noter til den udødelige protestklassiker ”Gi’ Mig Danmark Tilbage”, der stadig er et hit til venstrefløjs-demonstrationer.
UDSKÆLDT OG FORGUDET – NU SKAL SOUNDBOKS PÅ MUSEUM
På få år har den opnået kultstatus på festivaler, er blevet en international succes og har forstyrret nattefreden fra Skagen til Islands Brygge. Nu skal SOUNDBOKS med i en særudstilling på RAGNAROCK – om Roskilde Festival, hvor det hele begyndte.
Indlægget BUNDESEN SKABTE MED SHU-BI-DUA EN RØD TRÅD I DANSKHEDEN blev først udgivet på RAGNAROCK.