Guitarlyden er hård som aldrig før. Væk er den klare popsangsstruktur med et fængende omkvæd og en radiovenlig længde. Dizzy Mizz Lizzy har for nylig udgivet et nyt album, Alter Echos der er blevet overvejende godt modtaget af de danske anmeldere.

Albummets lydbillede er et møde mellem den hårde rock og metallen. Og på mange måde har Dizzy Mizz Lizzy altid befundet sig i et grænseland; mellem genrer og mellem generationer.

En venlig og imødekommende udgave af grungen

I pressemeddelelsen om gruppens første album skrev pladeselskabet at de lyder ”som mødte Led Zeppelin i dag Poul McCartney i Seattle”. Dizzy var måske det venligste og pæneste af de danske grungeinspirerede bands, der havde deres storhedstid i midten af 1990’erne.

Psyked Up Janis sang ”I Died in my Teens” og Kashmir leverede et gakket univers med skæve tekster. For Tim Christensen var teksterne et appendiks til musikken: ”De er ikke så vigtige. De er ret sorte og uforståelige, men rammer forhåbentlig nerven i musikken.” sagde han til Politiken i 1994.

Om teksterne var uforståelige eller ej betød tilsyneladende ikke det store for publikum – det første album solgte hele 250.000 eksemplarer i Danmark. Den venlige udgave af grungen med de fængende omkvæd blev også vel modtaget af det lidt ældre publikum. Den var med til at gøre den nye ungdomskulturs voldsomme udtryk spiselig.

Som Tim Christensen sagde det for nylig til Politiken: Vi kan måske trække nogle rockfans med over til metallen og omvendt. Det er det, Dizzy altid har kunnet – stå på midten og samle folk fra andre lejre.”

Noget tyder på at han har ret. Da bandet spillede på Orange Scene på deres reunion tour i 2010 var de begejstrede for den positive modtagelse fra de mange festivalgæster, der dårligt nok var fødte endnu, da bandet debuterede.

Oprør mod ungdommen?

I pressemeddelelsen kalder gruppen Alter Echo for ”et tungt slag for fordybelsen”. Det byder på en tungere lyd og måske også mindre fællessangspotentiale. Numrene er blevet længere, og omkvædene færre.

Dermed forsøger gruppen at gå imod flere af tidens trends. På streamingtjenesterne bliver man aflønnet pr. hørt sang, så der er dårlig økonomi i færre lange numre. Samtidig er der et kort attentionspan blandt mange unge. Derfor klikker man hurtigt videre, hvis en sang ikke fænger.

I Ekstrabladet sendte Tim Christensen for nylig et par stikpiller mod både elektronisk musik og indierock.

Han er træt at koncerter med musikere ”Som bare stod og afviklede deres musik med computere. Det er der ingen skills i, det er jo ikke performance. Det er noget, man lige så godt kunne gøre hjemme i studiet.” I meget indiemusik finder han et ”hipsterelement, der nogle gange kan være, som vejer tungere end selve musikken.”

Måske bliver Alter Echos dermed Dizzy Mizz Lizzys oprør mod en ungdomsgeneration, der har nogle andre musikalske værdier og normer, end dem Dizzy Mizz Lizzy var med til at popularisere i 90’erne.

”Hvis vores publikum består af mænd på 40 plus fra nu af, so be it.” sagde Tim Christensen til Politiken. ”Men festen er altså åben for alle.”